Abrahams Døtre

”Så må kvinderne bare lægge krop til. Og det gør så Karen Nielsen og Laura Kamis Wrang, oprigtigt og smukt, opofrende og smertefuldt. Og foruroligende aktuelt” Børneteateravisen Anne Middelboe Christensen

Maria barn - Guds søn

Glimrende musikalsk bibelshistorie i Slotskirken             Karen Nielsen beskriver med sit intense kropssprog og sine bevægelser på scenen hvordan den tids omverden har sagt og tænkt: ”Der er noget mystisk over den dreng”…… Rikke Øland supplerer ordene så glimrende. Med humoristisk overskud lyder en replik i beretningen om helbredelsen af den lamme: ”salige er dem med hul i taget”

TeaterTasken: De hellig tre konger så Hjertensglad

Henrik Andersen og Karen Nielsen med de tre dukkekonger i kirkelige omgivelser. Foto: TeaterTasken

Julebudskabet i frisk gendigtning

TeaterTasken lader myten om helligtrekonger danne afsæt for et julebudskab med bred appel.

FAKTA

TeaterTasken: De hellig tre konger så Hjertensglad - Forfatter: Karen Nielsen. Iscenesættelse: Annette Havemann Linnet. Scenografi: TeaterTasken. Dukker: Sus Haugland. Musik: Henrik Andersen. Medvirkende: Karen Nielsen og Henrik Andersen. Aldersgruppe: Fra 5 år. Set januar 2010. Turneforestilling. www.teatertasken.dk

Hvad kan være mere passende, end at se en forestilling om de hellig tre konger på selve helligtrekongersaften. Der fejrer man ifølge den kristne tradition de tre vise mænd fra Østerland, der fulgte ledestjenen til Bethlehem og Jesusbarnet.

I TeaterTaskens friske gendigtning danner den gamle historie fra biblen dog afsæt for et meget bredere julebudskab: Kærlighed - men ikke kun indenfor egne, rettroende rækker.

I forestillingen med den frygtelig lange titel, opleves rejsen som det vigtigste. Den er vejen til erkendelsen af kærlighedens - eller snarere humanismens – nødvendighed, som det velgørende opdaterede krybbespil handler om.

Det er samtidig eksistensfilosofi på ret højt plan, når tre, store dukkekonger - 'darwinistiske' Kasper fra nord, kunstmaler Balthazar fra syd og religiøse Melchior fra øst - hidsigt udveksler meninger om verdens skabelse.

Udstyret med hver deres geografiske og værdimæssige baggrund og altså vidt forskellige præmisser, er der lagt op til en grundig røren rundt i den multikulturelle gryde.

For svært for børn? Nok lige i overkanten for de 5-6 årige. Men godt hjulpet på vej af musikinstrumenter, der med hver deres lyd og stil introducerer de tre konger. Det skaber stemning og indsigt, når Østens mægtige zithar, Nordens guitar og et lillebitte strengeinstrument fra den sydlige halvkugle Syd fylder rummet med flot musik.

Mere typer end personligheder

Ellers glipper opmærksomheden mest, når den lovlig eksalterede Balthazar på én gang taler gebrokkent og bruger billedkunstneriske fagudtryk.

Den cocktail fik på anmelderaftenen forståeligt nok tilskuerne til et stå af. Til gengæld var de hurtigt med igen. For det meste af den flot sammenhængende historie er formuleret i klare vendinger på vers, der nemt går over i et energisk talesprog og tidens løsen - rap! Det er effektiv, meningsfuld underholdning, hvor svære ord får en chance for at blive forstået.

Karen Nielsens tydelige replik og noget kontante fortællestil suppleres af den underfundige og mere mimiske medspiller og musiker Henrik Andersen. Begge er udmærkede dukkeførere i en iscenesættelse, der skaber afveksling.

Og selv om dukkekongerne i flotte kostumer mere er typer, end personligheder, tjener de deres formål. Melchior, Kasper og Balthazar holder først stejlt på deres værdier. Men på vejen mod Bethlehem opdager de, at verden er større, end de selv. Så stor, at der er plads til andre og det liv, de fleste gerne vil leve i fred med hinanden.

Så enkelt er det selvfølgelig ikke. Der er altid nogen, der laver larm og ballade.

Helligtrekongersaften opførte TeaterTasken ikke, som ellers, 'De hellig tre konger så Hjertensglad' i en kirke, men i et sognelokale. Det gav hårde betingelser for de medvirkende. De tog situationen flot og i stiv arm, når børn flere gange rendte ud og ind lige for næsen af dem. Uden at forældrene greb ind for at sikre om ikke jule-  så dog teaterfreden for de andre tilskuere.

Af: Randi K. Pedersen
Børneteateravisen

Lille Blå og Lille Gul

Grøn rimer på skøn

Og blå rimer på at forstå. I hvert fald i TeaterTaskens renfærdige og musikalske univers om glæden ved forskellighed

Børn kan godt lide det abstrakte. Det er bare ikke så tit, at de præsenteres for det ukonkrete eller det udefinerlige i teatret. Eller det ophøjede. Det tør TeaterTasken imidlertid godt, og i forestillingen Lille Blå & Lille Gul er det farverne, der er på spil.. Men først og fremmest farvernes abstrakte natur. For selv om farverne er absolut lige gode og flotte og nødvendige, så er de også meget forskellige. Og hvordan er det lige at være mest vild med den ene farve, når man så møder den anden?

TeaterTasken har opbygget sæsonens mest malekåde scenografi i Lille Blå & Lille Gul – en væg af papir, hvor der hurtigt kan skæres åbninger til gule gummihandsker og til gule citronskiver. Eller til blå skyer og blå søer.

Der sidder søde Gul så og føler sig lidt ensom og uforstået af sine forældre, der har alle mulige faste idéer om farver. Indtil altså at kække Blå springer forbi med dybe, japanske knæbøjninger. For han ser så intens ud i blikket, at Gul spontant synger: ’Hej Blå, jeg bliver lidt bange for dig...’

Slotte eller stjerner

Det gør de mindste af ungerne også, bliver betuttede altså, for der er kræfter i performeren Lasse Hoeg Laursen, når han først går ned i kampposition med stilleknogler og sigteskuldre som drengen Blå. Han har danserens fokus i sit blik og prøver ikke at spille skuespil. Han er bare til stede i sin krop – lige som farven blå bare findes. Og så sparker han ellers sine smidige benmuskler op til vandret, mens han jager sin malerpensel ned i den blå spand og tegner sære blå slotte og blå stjerner.

Karen Nielsens pige Gul har en tilsvarende power i sin stemme, da hun slår over i operabidder fra det internationale repertoire. Hvorfor det lige skal være opera, er dog ikke helt klart. For det bliver faktisk mere relevant, da hun tager børnesangstemmen på sig og kaster sig over ’Se min kjole. Den er gul som solen.’ Og det er den. En gul ballonkjole med gule gamacher nedenunder – og dermed et farveklart match til Blås kampbukser med lægsnørrer og slidsekjortel.

Tale eller male

Instruktøren Annette Havemann Linnet har gjort Lille Blå & Lille Gul til en fin og formfuldendt forestilling. Også selv om balancen mellem sang og dans måske ikke er så overbevisende som balancen mellem blå og gul. »Kan du tale?« spørger den ene farve den anden. »Kan du male?« lyder svaret fiffigt. Ikke alle replikskifter er dog lige indlysende i deres rim, og forældrerollerne virker unødigt karikerede. Men den vigtigste pointe rammes fint og overraskende, nemlig budskabet om, at det allersjoveste faktisk er at blande farverne. Det er sådan en lettelse for øjnene, når Gul og Blå pludselig står med næsetipper, der er grønne...

TeaterTasken har idealerne og etikken i orden. Teaterleder Karen Nielsens repertoire byder også på Abrahams Døtre , der er et fængende og komplekst møde mellem kristendom og islam for de større børn. Og så altså denne farveforestilling, der på samme måde prøver at sprede glæde over mangfoldigheden, sådan uden at forkynde. Børnehaveungerne jubler i hvert fald.

Visuelt og scenografisk er TeaterTasken med på en simple performing trend , som nok ikke helt når op til forestillingernes øvrige ambitionsniveau. Men det kan handle om noget så konkret – eller abstrakt – som penge.

Men som det beroligende lyder i forestillingen: ’Lad regnbuen stå. Tag farverne på...’              Af: Anne Middelboe Christensen, Børneteateravisen